Hvordan taler vi om kirkens situation?

Biskop Alsted deler noen ord om den seneste tidens artikler, intervjuer, ordvalg og situasjonen kirken vår befinner seg i.

Et ord kan gøre en forskel. Særlig, når det fremhæves i en overskrift, og der kommer udråbstegn bagved.  Når alle nuanceringer af udsagnet desuden er gemt bag en betalingsmur, bliver et enkelt ord skarpt og polariserende. – Det burde jeg være klog nok til at vide, men det var jeg ikke, hverken da jeg svarede på journalistens spørgsmål på vej i lufthavnen i Budapest, eller da jeg i en bil i Ukraine godkendte et citat, som indeholdt ordet ”forræderi”. Det ændrer imidlertid ikke ved, at jeg mener, at det som er foregået både er uærligt, illoyalt og et alvorligt svigt mod United Methodist Church – mere om det senere.  
Hensigten med denne lange artikel er at give nogle perspektiver på debatten i USA og i Norge, og ikke mindst situationen i United Methodist Church.

Tre fællesnævnere

I de forskellige kirkesamfund er der store spændinger knyttet til forståelsen af den menneskelige seksualitet, og til hvordan vi kan være kirke med alle mennesker. Det viser sig i den ophedede debat i USA, og det viser sig i en til tider lige så ophedet debat i kirkenorge.
Uanset hvor debatten finder sted, er der tre væsentlige fællesnævnere.
Et, forståelsen af seksualiteten bliver flyttet fra at være et etisk spørgsmål til at blive et lærespørgsmål. Enhver anden forståelse end den klassiske opfattes som et angreb på skabelsesordenen og den bibelske opfattelse af mennesket. Uenigheden om, hvorvidt en bestemt livsstil er etisk forsvarlig eller syndig, bliver til et spørgsmål frelse.
To, menneskerettigheder og bibelsyn sættes overfor hinanden, men man har ingen egentlig teologisk samtale, i stedet præsenterer man argumenter for hinanden, som ingen forholder sig til.
Tre, forståelsen af den menneskelige seksualitet bliver den afgørende lakmus test, som afgør den teologiske position i dette og alle andre spørgsmål. Lakmus testen afgør, om du bliver placeret i kategorien ”liberal” eller ”konservativ”, der er få eller ingen nuancer.

Et par eksempler…

Ved morgenandagten på Asbury University i Wilmore Kentucky den 8. februar i år begyndte et bemærkelses- værdigt nærvær af Helligånden. Gennem de følgende 16 dage strømmede tusinder af mennesker til og tog del i den uafbrudte lovsang og bøn.  Jeg læste om det og var interesseret og nysgerrig.
Jeg har selv boet med min familie i Wilmore i et år, hvor jeg studerede på Asbury Theological Seminary, og universitet lå bogstavlig talt på den anden side af gaden. Gennem de tre år jeg var tilknyttet, lærte jeg Asbury Seminary at kende som en god ”konservativ” teologisk institution med stor åbenhed, meget optaget af mission og af at være kirke i forskellige kulturer (de senere år er der desværre sket en stærk indsnævring).  Jeg kendte også til den vækkelse på Universitetet, som i 1970 havde vidtrækkende betydning – så jeg fulgte med i det som skete i februar, og det virkede sundt.
Jeg læste en del kommentarer og førstehåndsberetninger om dét, mange kaldte en stille vækkelse. Vurderingen af ægtheden var vigtig for en del kommentatorer, og her kom opfattelsen af seksualitet pludselig til at spille en rolle. Omvender universitetet sig fra sin restriktive holdning til menneskers seksualitet, spurgte nogle. Er der homoseksuelle, der omvender sig fra deres syndige livsstil, spurgte andre.
Adskillige har hævdet, at United Methodist Church kommer til at bevæge sig i en mere ”liberal” retning, når den formodentligt giver rum for flere opfattelser af den menneskelige seksualitet.  Mens det i USA har føget rundt med falske rygter og forudsigelser om, at United Methodist Church vil blive en meget ”liberal” kirke, som vil opgive både det ene og det andet kristne dogme,  har biskopper og ledere både måttet afvise falske beskyldninger og arbejde med kirker, som vil forlade United Methodist Church.
Med samme uvederhæftige argumentationsformer, kunne man hævde, at Global Methodist Church med deres nylige anbefaling af teologiske uddannelses institutioner vil bevæge sig i en fundamentalistisk calvinistisk retning.    
Eksemplerne er amerikanske, men de kan også findes i den norske debat. Er vi virkelig kommet dertil, hvor vores opfattelse af den menneskelige seksualitet siger alt om kvaliteten af vores tro, ægtheden af vores åndelige erfaringer, graden af vores respekt for andre mennesker, oprigtigheden i vores efterfølgelse af Jesus, og til slut er den enten kvalificerende eller diskvalificerende? Hvis det er sådan, vi tænker, er vi for alvor kommet på afveje.

Splittelse i kirken

Det er ingen hemmelighed, at United Methodist Church befinder sig i en vanskelig situation, og at krisen især er mærkbar i USA.  Mange års uenighed om forståelsen af den menneskelige seksualitet, og af hvordan vi skal være kirke med alle mennesker, har sammen med stadige stramninger af kirkens officielle position og talrige åbenlyse brud mod kirkeordningens bestemmelser opbygget et konfliktniveau, som leder til omfattende splittelser. Foreløbig har omkring 7% af kirkerne i USA forladt United Methodist Church for enten at tilslutte sig Global Methodist Church eller at blive selvstændige. Det estimeres, at tallet når 15% inden udgangen af 2023. For at forstå nutiden er et lille tilbageblik nødvendigt.

Konflikten blev ikke løst

Allerede ved generalkonferencen i 2016 var spændingsniveauet højt, men det lykkedes dog at håndtere spændingerne og danne en bredt sammensat kommission, som skulle komme med forslag til en vej frem ”The Commission on a Way Forward”. Valget i sommeren 2016 af en homoseksuel biskop, som er gift med en anden kvinde, og dannelsen af the Wesleyan Covenant Association få måneder efter gjorde på ingen måde kommissionens arbejde lettere. Og da de rapporterede til den ekstraordinære generalkonference i 2019, fremlagde de ikke ét men tre forslag. Kommissionen var ikke enig, det var generalkonferencen heller ikke. Der viste sig at være flertal for det traditionalistiske forslag, som indebar yderligere stramninger og markeringer. Reaktionerne var stærke og modsatrettede, fra dyb fortvivlelse og vrede til glæde og fejring af vedtagelsen.
Senere samme år viste valgene i USA af delegater til den ordinære generalkonference i 2020 imidlertid, at de vedtagne stramninger ikke ville blive håndhævet, dertil var modstanden helt enkelt blevet for stærk. Den kendte lovmæssighed, at tryk avler modtryk, havde igen bevist sig selv.

Var en fredelig vej mulig?

I sommeren 2019 tog biskop John Yambasu sammen med biskop Mande Muyombo, biskop Francisco Ciriaco og jeg initiativ til et møde med nøgleledere fra de forskellige teologiske grupperinger i Metodistkirken i USA. Det første møde ledte til starten af en mæglingsproces, hvor flere biskopper og centrale ledere, der repræsenterer forskellige opfattelser og holdninger deltog. Mit bidrag i processen var først og fremmest et europæisk centralkonference perspektiv.  Mæglingsgruppen fremlagde den såkaldte “Protocol of Reconciliation and Grace through Separation”. Forslaget er neutralt i sin holdning og giver mulighed for at lokale menigheder kan forlade United Methodist Church på en fredelig og respektfuld måde. Forslaget blev godt modtaget, og mange opfattede det som en farbar vej ved generalkonference i maj måned 2020.
En anden gruppe sammensat primært af delegater til generalkonferencen fra Afrika, Filippinerne og Europa (fra Norge Hilde Marie Movafagh) fremlagde et forslag til regionalisering af kirken, hvilket også fik god opbakning.
Så ramte Corona os. Store dele af verden blev lukket ned, det blev umuligt at rejse, og generalkonferencen blev udsat til 2022. Det viste sig senere ikke at være tilstrækkeligt, og konferencen blev endnu engang udsat, denne gang til 2024, hvorved ”quadrenniet” blev på 8 år.

En ny ”konservativ” kirke

I april 2021 erklærede Juridisk Råd den ekstra generalkonferencens vedtagelse af ¶2553 for gyldig. Dermed kunne amerikanske menigheder i en periode frem til udgang af 2023 løsrive sig fra Metodistkirken, paragraffen var imidlertid ikke i kraft i centralkonferencerne udenfor USA.
I maj 2022 blev the Global Methodist Church, som længe havde ligget på tegnebrættet i Wesleyan Covenant Association, dannet. Nu var der en ny Metodistkirke, som byggede på fuldstændig de samme bekendelsesskrifter som United Methodist Church, men som meget tydeligt markerede sin forståelse, ”at menneskelig seksualitet er en gave fra Gud, som skal bekræftes, når den udøves inden for rammerne af den juridiske og åndelige pagt i et kærligt og monogamt ægteskab mellem én mand og én kvinde.”
Mens pandemien buldrede afsted, var de fleste optaget af andre ting, men som pandemien aftog begyndte diskussionerne igen, og mange kirker gik i gang med løsrivelsesprocesser. Fordi ¶2553 overlader det til ledelsen i den enkelte årskonference at fastsætte betingelserne for, at en menighed kan forlade kirken, har de 54 amerikanske årskonferencer håndteret situationen på forskellige måder. Nogle har fastlagt generelle retningslinjer, andre har vurderet fra situation til situation. Nogle har været restriktive, andre har været mere generøse.

Løsrivelse og splittelse

Forskellige grupperinger har kommenteret biskoppers og årskonferencers håndtering af løsrivelsessagerne. Wesleyan Covenant Association har velvilligt assisteret menigheder, som mente sig uretfærdigt behandlet, og har støttet sagsanlæg mod biskopper og årskonferencer. Andre grupper har anklaget både the Wesleyan Covenant Association og the Global Methodist Church for at sprede misinformation og aktivt forsøge at overtale menigheder til at forlade United Methodist Church.
Vi ser desværre alt det, vi ville undgå med ”The  Protocol of Reconciliation and Grace through Separation”, og den har da heller ikke meget støtte længere.  Forslaget om regionalisering, som foreslået i ”the Christmas Covenant” synes imidlertid stadig at have en vís støtte.

Biskoppernes rolle

Biskoppernes tjeneste omfatter hele kirken, det er vores opgave at udruste kirken til at gøre mennesker til Jesu disciple og til at tjene i verden. Vores tjeneste er både åndelig og timelig, den omfatter ansvar for kirkens undervisning, ledelse, profetiske vidnesbyrd, disciplin og orden, og ikke mindst kirkens enhed. Biskopsrådet er naturligvis optaget af de mange løsrivelsessager, og der er et tæt samarbejde og mange samtaler om, hvordan vi kan lede ansvarligt og med integritet.

Svigt

Når en anden biskop udtrykker en ekstremt midtsøgende position og erklærer sin dybe loyalitet til United Methodist Church, tilmed skriver bøger om det og siger, at United Methodist Church er ”konservativ på nogle måder og liberal på andre måder, den indtager det ekstreme centrum som er helt modsat det døde centrum” – så stoler jeg på det.
Men 9 dage efter han gik på pension med alle goder, er min kollega pludselig er kommet på andre tanker. Nu bliver han aktiv biskop i Global Methodist Church og udtrykker sin store begejstring for sit nye kirkesamfund. Et nyt kirkesamfund, som er dannet af menigheder, der har forladt den kirke, som han har haft tjeneste i som biskop gennem 18 år. Et nyt kirkesamfund hvor omkring 300 af menighederne (mere end 25%)  stammer fra den årskonference, han selv var biskop i.  
Mine tanker om dette holdt jeg for mig selv, også da avisen Dagen skrev om det den 2. marts og fremstillede sagen som helt uproblematisk. Men da en journalist fra Dagen henvendte sig og spurgte om min opfattelse, kunne jeg ikke tie stille. Hvilke ord det er rimeligt at anvende, vil jeg overlade til andre at bedømme.

Vær bevidst om, hvem du lytter til

I et debatmiljø med stærke modsætninger – vælger vi ofte at lytte til dem, der deler vores egen opfattelse. Lad mig nøjes med at konstatere, at der er mennesker fra alle sider af det teologiske spektrum, som handler forkert.   
Den polarisering vi ser i det amerikanske samfund, og som bare blev stærkere under Trump perioden, sætter desværre også sit triste præg på Metodistkirken.  Polariseringen gør det vanskeligt at bedømme, hvordan forskellige mennesker agerer, og hvad der er op og ned i det, der siges og skrives. Derfor skal man passe på med at drage forhastede konklusioner, og basere sin vurdering udelukkende på, hvem man er enig med.
Ligesom vi bør være kritiske, når vi læser Norske aviser, bloggere og debattører, skal vi være kritiske i forhold til amerikanske kilder – som regel er det én bestemt vinkel på virkeligheden, vi får præsenteret, og langt fra hele sandheden. Det er vigtigt at vide noget om sine kilder.

En respektfuld vej frem

Jeg tror, der er en respektfuld vej frem for Metodistkirken i Norge. Først og fremmest fordi vi holder af hinanden, respekterer og lytter til hinanden. Jeg ved fra tilsynspræsterne og fra egne besøg i menighederne, at samtalerne kan være vanskelige, men atmosfæren er respektfuld og kærlig. Selv ledere, der står langt fra hinanden teologisk kan have gode relationer.
En bredt sammensat gruppe forbereder forslag og samtaler til årskonferencen i Juni, og jeg sikker på, vi sammen kan finde frem til gode løsninger for at bevare så meget enhed og missional styrke som muligt.

Jeg forlader ikke kirken

Jeg har tidligere sagt og siger det gerne igen, at jeg ikke forlader United Methodist Church. Jeg kaldet af Gud til denne kirke, også når det er vanskeligt, og det er fortsat vores opgave at gøre mennesker til Jesus Kristi disciple for derved at forandre verden. Jeg ved, at vores kirke står på en solid evangelisk og metodistisk grund, og den kommer vi ikke til at forlade.  Jeg tror, vi har en lys fremtid foran os.
Samtidig respekterer jeg præster, diakoner og menigheder, der måtte tænke anderledes og som af læremæssige årsager vil forlade United Methodist Church. Jeg er biskop for alle kirkens medlemmer, diakoner og præster, derfor er det også mit ansvar at hjælpe dem, der måtte beslutte at forlade kirken, ind i en sammenhæng, hvor de kan tjene med integritet.

Et ord til slut

Til slut vil jeg med ord fra Paulus i brevet til Kolosserne opfordre til forbøn for United Methodist Church og for Metodistkirken i Norge  - det behøver vi.
Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed.  Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre.  Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.  Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige.  Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.  Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!

Må Gud være med os alle.
Christian Alsted
biskop